Sidder i et fly på vej til Beijing. Et andet sted i luftrummet hænger min far, der er på vej mod samme destination. Min puls er lidt høj – jeg har efterhånden udviklet en mindre angst for at flyve efter nogle forfærdelige indenrigsflyvninger herude i Asien. Jeg ved godt at det er lidt noget pjat, at risikoen for at dø i en bilulykke er langt større og alt det dér. Men når jeg nu sidder her og knap nok kan ramme tastaturet, fordi flyet hopper og danser, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt utilpas. Jeg har en tendens til at synes, at hver gang er lidt værre eller lidt anderledes end sidste gang jeg fløj. Jeg nedstirrer stewardesserne for at spore tegn på nogen form for bekymring i deres ansigter, men når jeg er i den tilstand, opfatter min hjerne signaler, der sikkert kun eksisterer i mit eget hoved. Så det er ikke til megen hjælp.
Når jeg ser ’vandvognen’ rulle ud fra baglokalet, bliver jeg altid lettet. Kan man servere våde varer, kan flyet da vel næppe være ved at styrte i afgrunden!?
Jeg er træt af, at jeg har fået det sådan med at flyve, for jeg elsker jo at rejse, og det bekymrer mig lidt, at jeg nu er begyndt at foretrække en fem timers togtur i stedet for en times flyvning, når jeg skal til Beijing. Måske skal jeg bare flyve tilstrækkeligt nok til at finde ud af, at flyvninger herude bare er lidt mere turbulente end i Europa.
Den værste tur havde jeg til en by i Sydkina i marts, hvor der var så meget turbulens, at folk sad og kastede op og skreg omkring mig. Det satte sgu lidt en skræk i mig, og jeg kan ikke rigtig glemme det igen.
Det er også den dumme alder er det. Man bliver mere og mere pylret som årene går.
Jeg har glædet mig usigeligt meget til de næste to uger. Besøg hjemmefra og ferie samtidig. Min far og Lones første tur udenfor Europa. Det bliver en fantastisk oplevelse. Første møde med Kina er noget helt særligt.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg selv tog billeder af alt fra det mindste lille bitte kinesiske tegn, jeg mødte på min vej til mennesker der gik baglæns(det gør de meget herude, noget med at det er godt for koordinationen eller lignende). Jeg var meget fascineret. Nu ser jeg det ikke længere. Jeg studser ikke længere, over folk der tager en middagslur midt på fortovet, harker og spytter eller mænd der stolt viser deres nøgne ølmaver for at slippe af med lidt kropsvarme.
Jeg kommunikerer basis-info med taxachaufførerne, har fået en kinesisk ven og en cykel til 259. Jeg holder mig ikke længere for næsen i supermarkedet og er ikke længere ved at kaste op, når jeg indånder lugten af den dér frugt, der lugter af sure tæer.
Glemmer nu alligevel aldrig, da Anne og jeg kom til Beijing engang sidste år. Vi havde kun lige sat os ind i taxaen, før chaufføren klør sig i røven for derefter at snuse til sine fingre. Dét synes jeg stadig er ulækkert. Men sådan er mennesket jo så primitivt.
Forrige weekend var jeg i Mongoliet. Primært for at løbe den halvmaraton jeg har trænet til de sidste tre måneder, men også for at opleve det fantastisk smukke landskab, som jeg havde hørt så meget om. Og det var præcis, hvad det var. Fuldstændig vanvittigt smukt. Grønt, bjerget landskab så langt øjet rækker. Og selvom jeg måtte gå op ad alle bakkerne, så var jeg super stolt af mig selv, da jeg krydsede målstregen efter de 21 km. Undervejs fik jeg både tid til at tage billeder af det smukke landskab og af den flok vilde heste, jeg var så heldig at se på lang afstand. En kineser var endda så sød at stoppe op og tage et billede af mig med hestene i baggrunden. Nu drømmer jeg om at komme tilbage – gerne på den primitive måde på hesteryg med telt og lejrbål.
Den sidste uge på jobbet er primært gået med at afslutte diverse projekter og vores spring kollektion, så jeg kan holde ferie med ro i sindet og nogenlunde samvittighed. Når ’de gamle’ igen er rejst, er der nemlig kun to uger til jeg skal hjem til Danmark.
Egentlig var mit ophold jo slut efter de her seks måneder, men jeg har besluttet mig for at blive hængende lidt længere. Så efter fire uger i Europa rejser jeg igen til Qingdao. Det er med blandede følelser, men jeg synes ikke jeg er klar til at komme hjem igen allerede nu. De sidste seks måneder er fløjet af sted – og hvis jeg kommer hjem igen nu ’var det så bare det’?
Jeg er ikke færdig med at opleve Asien(trods flyskrækken) og der er en del destinationer, som jeg gerne vil nå at besøge, som fx Tokyo, Tibet og Mongoliet igen. Foruden Filippinerne, Laos, Cambodja, Thailand, Indonesien og alle de andre spændende steder jeg har hørt om.
Så vidt omkring når jeg nu nok ikke, men min rejselyst er stadig enorm, og når jeg så samtidig tænker på jobmarkedet i Danmark for tiden, så sejrer den hjemve, der i ny og næ viser sit grimme/smukke ansigt, ikke.
Jeg håber i stedet på at min forlængelse af mit ophold i Kina, vil få endnu flere venner og familie til at tage den lange vej herud på besøg.
Men nu vil jeg først og fremmest koncentrere mig om de to, der om mindre end en halv time kommer trillende med deres kufferter og store øjne.
Lur mig om jeg ikke kniber en lille tåre, når jeg ser dem…
